Nye bomber skaber frygt i Thailand
printer
Netop som Thailand er ved komme sig oven på flodbølgen 2. juledag, optrapper landets militante muslimer deres bombeangreb mod civile mål. Søndag aften sprængte tre forskellige bomber næsten samtidig og dræbte to personer. Bomberne, der blev udløst i lufthavnen i byen Hat Yai, foran byens stormagasin og foran et hotel i byen Songkhla 40 kilometer længere nordpå, sårede mindst 60 mennesker - syv af dem alvorligt. En af de sårede er ifølge hospitalet i Hat Yai en fransk turist, og bomberne var så kraftige, at flere af ofrene har fået revet arme og ben af.

Angrebene vækker dyb bekymring i Thailand. Af flere grunde: For det første, fordi der efter alt at dømme var tale om koordinerede angreb, hvilket tyder på, at de militante grupper både mestrer relativ kompliceret planlægning og råder over større mængder sprængstoffer. For det andet, fordi en af bomberne var rettet mod noget så vigtigt som en lufthavn. Og for det tredje fandt terroren, som den thailandske regering kalder de militantes angreb, sted nord for de tre muslimske provinser i det sydlige Thailand, hvor bombemændene ellers plejer at sprede død og ødelæggelse.

Netop det faktum foruroliger myndighederne i landet. For Thailands populære turistmål ligger blot 200-300 kilometer væk - i den buddhistiske del af landet.

»Det her bekymrer ikke blot mig. Det bekymrer hele nationen,« sagde Thailands premierminister, Thaksin Shinawatra, efter bomberne.

Thailands tre muslimske provinser i den aller sydligste del af landet er mindre udviklet end resten af den sydøstasiatiske stat. I 1970erne og 1980erne greb muslimske oprørere til våben med krav om løsrivelse. Sidenhen blev situationen mere normaliseret, men for 15 måneder siden blussede volden op igen med et tabstal, der nu har nået 600 mennesker.

Der er alvorlig frygt for, at de muslimske oprørerer støttes af islamiske terrororganisationer i udlandet, herunder Osama bin Ladens globale terrornetværk al-Qaeda.

Premierminister Thaksins svar på oprøret har været meget håndfast, men i sidste uge erklærede regeringschefen, at han vil anlægge en blødere kurs over for problemerne i syd. Han sagde, at han vil trække nogle af sikkerhedsstyrkerne ud af området og sætte ekstra fokus på at udvikle de tre muslimske provinser.

Det løfte har dog tilsyneladende ikke fået de militante muslimer til at trappe ned. Tværtimod. De efterhånden jævnlige angreb i de muslimske områder er normalt rettet mod politifolk og soldater, og normalt bruger oprørerne skydevåben og mindre bomber.

Med de tre næsten samtidige bombeanslag søndag aften har oprørerne rettet deres hidtil største angreb uden for de muslimske provinser.

- Berlingske Tidende - Nye bomber skaber frygt i Thailand
- Ekstra Bladet - Thailand ramt af flere bomber

Skrevetd.  05-04-2005 04:13 05/04-2005 04:13 4248  Fremvisninger 4248 Fremvisninger  0 Kommentarer 0 Kommentarer


  Kommentarer
Der er ikke skrevet kommentarer.
  Kommentér
Du skal logge ind for at kommentere.