#16
Karsten Lauritzen (V):
Tak. Formålet med disse lovændringer, som vi skal diskutere her i dag, er at give herboende udlændinge muligheder for at opnå støtte og rådgivning i forbindelse med tilbagevenden til hjemlandet. Det er jo ikke noget nyt, det er faktisk ikke noget, der er blevet introduceret af den her regering, men af den forrige.
Det, vi diskuterer her i dag, er en del af finanslovaftalen for 2010, hvor regeringen og Dansk Folkeparti indgik en aftale om at styrke repatrieringsindsatsen. Aftalen indeholder en række initiativer, der skal give herboende udlændinge bedre mulighed for frivilligt at vende tilbage til deres hjemland eller tidligere opholdsland. Og derudover indeholder aftalen en række initiativer, der har til formål at styrke kommunernes indsats og muligheder for at støtte udlændinge, der ønsker repatriering.
Med det her lovforslag, L 81, gennemføres de initiativer, der er aftalt i finanslovaftalen for 2010, og de ændringer, som det kræver, af repatrieringsloven. Det drejer sig om en udvidelse af personkredsen, der kan modtage hjælp efter loven, til at omfatte alle ikkedanske statsborgere, som har opholdt sig her i minimum fem sammenhængende år på lovligt opholdsgrundlag, en nedsættelse af aldersgrænsen for de udlændinge, der kan modtage den løbende hjælp, fra 60 til 55 år, en væsentlig forhøjelse af den økonomiske hjælp, som udlændinge kan få i forbindelse med repatriering. Og endelig foreslås det, at kommunernes grundlag for at tilbyde repatriering styrkes, ved at de kan få refunderet 100 pct. mod 75 pct. tidligere i de udgifter, der er i forbindelse hermed. Derudover indeholder lovforslaget en oplysningspulje på 20 mio. kr., hvorfra kommunerne kan søge om støtte til konkrete projekter, der understøtter repatriering.
Venstre støtter de styrkelser og den ændring, der er af repatrieringsloven. For os er det væsentligt, at lovforslaget medfører en ny chance for udlændinge, der ikke ønsker at blive boende i Danmark. Det kan f.eks. dreje sig om udlændinge, der ikke føler sig hjemme i Danmark, ikke er integreret i det danske samfund eller måske ikke er eller tidligere har været en del af det danske arbejdsmarked. For dem udgør de her lovændringer og loven som sådan en ny chance for at komme tilbage til deres oprindelige hjemland og starte et nyt liv dér. For Venstre er det vigtigt at slå fast, at der er tale om en frivillig ordning. En styrkelse af repatrieringsloven er et tilbud til herboende udlændinge, som frit kan vælge til eller fra – på oplyst grundlag, vel at mærke.
Jeg vil gerne benytte lejligheden til også at aflive nogle af de spekulationer, som har været i offentligheden, om betydningen af de her lovændringer. Repatriering er ikke en hjælp, som alle udlændinge kan benytte sig af efter behag. Det er en ordning for de udlændinge, der ikke ønsker at blive boende i Danmark, men som ikke selv har midlerne til at rejse tilbage. Det er allerede i den gældende lov sådan, at det er en betingelse for at modtage støtte til repatriering, at man ikke selv har midler til at dække udgifterne. Så til spekulationen om, at udlændinge, som arbejder og har fast arbejde i Danmark, vil vende tilbage, vil jeg sige, at det tror jeg ikke er konsekvensen at de her lovændringer, for så har man som sagt midler til selv at vende tilbage.
Der er blevet rejst en del spørgsmål i forbindelse med lovforslaget, og derfor ser vi i Venstre også frem til udvalgsbehandlingen, hvor vi kan få klarlagt de spørgsmål. Men de fleste af dem er jo allerede besvaret ved at sige, at man sådan set ikke ændrer på rammerne for ordningen, men på de beløb, som bliver benyttet. Og derfor er Venstre positivt indstillet over for lovforslaget og støtter det.
Martin Henriksen (DF):
Tak for det. Nogle gange bliver man jo afsløret i den politik, som man ønsker at føre, og det er vi vel nok blevet afsløret i her for Dansk Folkepartis vedkommende, men det lever vi såmænd nok med.
Det her er jo en udmøntning eller en videreførelse af det forslag til et finanslovudspil, som Dansk Folkeparti kom med, hvor vi bl.a. havde det her på tapetet. Og det er så en udmøntning af den finanslovaftale for 2010, som er indgået mellem regeringen og Dansk Folkeparti.
Baggrunden for det her lovforslag, som bl.a. udvider nogle af de rammer, der er i dag i repatrieringsloven, og bygger oven på det, som er i dag i repatrieringsloven, er jo, at det danske samfund har forandret sig. Og på nogle strækninger har det danske samfund forandret sig i en negativ retning. Det, der bl.a. er negativt set med Dansk Folkepartis øjne, er, at der rundtomkring har udviklet sig forskellige former for parallelsamfund, at der er indvandrere i Danmark, som ikke føler sig hjemme her, og som ganske givet ønsker at leve et liv – det kan vi også se, ved at de lever i parallelsamfundene – hvor de er omgivet af folk, der har den samme kulturelle baggrund, som de selv har.
Det her er jo et tilbud. Det er et tilbud om, at man kan rejse hjem til den kulturkreds, hvor man føler sig hjemme. Man kan få midler til at etablere sig, og når muligheden for at vende tilbage til Danmark på det hidtidige opholdsgrundlag bortfalder, får man udbetalt en ekstra bonus. Det er jo det, som lovforslaget går ud på.
Så er der også – ud over at man refunderer 100 pct. af kommunernes udgifter til de her ydelser, som jo er en forhøjelse og også i sig selv et incitament til, at der bliver sat skub i den udvikling, som gerne skulle komme – en pulje på 20 mio. kr., som går til, at kommunerne kan lave opsøgende arbejde, kan forklare, hvilke muligheder man har for at vende hjem til det land, som man engang kom fra. Det er det, som lovforslaget går ud på.
Det her lovforslag bygger jo videre på mange af de andre initiativer, som er taget på udlændingeområdet. Altså, det væsentligste er jo, at Dansk Folkeparti har været med til – hvis ikke vi har været bagmænd til – at den udlændingepolitik, som nu bliver ført i dag, har medført, at den muslimske indvandring til Danmark er bragt markant ned, i forhold til hvad den var før 2001. Det mener vi har været altafgørende, for udlændingepolitikken og en stram udlændingepolitik er fundamentet for al anden politik her til lands.
Vi har som sagt gennemført forskellige stramninger. Vi har også på det retspolitiske område og vedrørende udvisningsreglerne gennemført stramninger, der har betydet, at mange tusinde kriminelle udlændinge er blevet udvist af Danmark. Det her er så at sige en måde at sige på, at der er masser af mennesker her til lands, som ikke ønsker at være her, som ikke kan være her og ikke vil integreres og ikke må integrere sig. Og der har de nu fået et tilbud om at vende tilbage til det land, de kom fra. Men det er samtidig også et signal om, at vi skal bruge vores kræfter på at integrere dem, hvor der er bedst integrationspotentiale, altså dem, der gerne vil det danske samfund. Man må også gøre sig klart, at uanset hvor mange penge vi poster ud til integration i det danske samfund – til sociale projekter osv. – er det jo i sidste ende den enkeltes vilje til at lade sig integrere, til at lade sig blive tilpasset til det danske samfund, der er afgørende for, at det her vil komme til at fungere.
Så har vi jo, i forbindelse med at det her lovforslag er blevet diskuteret i medierne, været vidne til den sædvanlige slingrekurs fra venstrefløjens side. Socialistisk Folkeparti startede med at være imod det her initiativ, og så lige pludselig var Socialistisk Folkeparti for det her initiativ. Det kommer så ganske givet af, at man fortsat forsøger at foregøgle vælgerne, at man vil videreføre den udlændingepolitiske linje, der er lagt. Og jeg deler faktisk fru Marianne Jelveds undren over for den måde, som Socialistisk Folkeparti har ført politik på på det her område, men også på andre områder, hvor man foregøgler vælgerne noget bestemt, og hvor man skifter holdning fra dag til dag. Det bliver spændende at se, hvad Socialistisk Folkeparti siger i dag, og det bliver også spændende at se, hvad de siger i morgen.
Men det her lovforslag er ganske klart. Det er et tilbud. Hvis man ikke ønsker at integrere sig i det danske samfund, så er det her en mulighed for, at man kan vende tilbage til der, hvorfra man kom. Og i sidste ende tror jeg, at det vil være en gevinst for den enkelte indvandrer, og det vil også være en gevinst for det danske samfund.
Mike Legarth (KF):
Tak, hr. formand. Jeg skal starte med at sige, at jeg taler på vegne af hr. Naser Khader, som ikke kan være til stede i dag.
På vegne af Det Konservative Folkeparti skal jeg tilkendegive, at vi med det her lovforslag positivt bakker op om, at der i højere grad gives mulighed for repatriering for herboende udlændinge, der er dårligt integreret i det danske samfund, som ikke ønsker at blive her, og som kan få en langt bedre livskvalitet i deres hjemland eller i deres tidligere opholdsland.
Der er stadig nogle, for hvem det at komme hjem er det endegyldige mål. Der er stadig nogle af de indvandrere, der netop af den grund ikke tager Danmark på sig, og mange andre områder end lige akkurat det at være til stede her er deres førsteprioritet. Det er hverken godt for dem eller for Danmark, og jo, vi kan godt tillade os at forvente, at mennesker, der kommer hertil, også bliver integreret. Og vi kan godt tillade os at mene, at den integration i høj grad er den enkeltes eget ansvar med de rammer, vi politikere sætter. Den enkelte kan til gengæld for viljen til at blive integreret forvente og have ret til støtte og opbakning. Det er både i den enkeltes interesse og i samfundets interesse, at han eller hun bliver en del af det danske samfund og kan bidrage og fungere her. Men hvis den enkelte ikke vil eller har lyst, står vi altså over for et problem. Man kan jo ikke tvinge nogen til at lade sig integrere helt ind i den inderste kerne.
Det her lovforslag er med til at skabe en udvidelse af både personkreds og de økonomiske rammer i repatrieringsloven. Det er i en erkendelse af netop det, at den enkelte selv skal ville integration, og hvis man ikke vil det, er det her lovforslag en mulighed for at starte på en frisk dér, hvor man netop længes hen, i det land, som man betragter som sit eget. Derfor støtter vi varmt op om forslaget.
Meta Fuglsang (SF):
Den tidligere regering, SR-regeringen, indførte i 1999 repatrieringsordningen, som den ser ud i dag og med den lovgivning, som vi har i dag. Ordningen blev bl.a. indført, fordi Daytonaftalen, fredsaftalen fra 1995, slog fast, at alle bosniere skulle have mulighed for repatriering. På tidspunktet for loven var det de bosniske flygtninge, der aktuelt kunne bruge loven for at få et ståsted, hvis de ønskede at vende tilbage.
Repatriering er en mulighed for dem, der er flygtet fra krig, og som ønsker at vende tilbage, når fredeligere tider er kommet. Det er en mulighed for dem, der er kommet til Danmark i forbindelse med arbejde, og som ønsker at vende tilbage og have deres alderdom i deres oprindelsesland. Det er en mulighed for dem, der ikke fik opfyldt deres drømme om et bedre liv i Danmark, og som gerne vil forsøge at reetablere sig i hjemlandet. Så der er gode grunde til at bruge en ordning som repatrieringsordningen.
De dårlige grunde vil være, at man bliver mobbet ud, at man bliver betragtet som uønsket, og at man bliver opfordret til at rejse, fordi man ikke må være her.
Forslaget her bygger videre på den opbygning, som den nuværende lov har. Der er et enkelt nyt element i form af en pulje til kommunerne til tiltag vedrørende repatriering. Der er på en række punkter tale om forbedringer af loven: Beløbene sættes op, så den økonomiske situation bliver væsentligt forbedret for dem, der ønsker at gøre bruge af ordningen, personkredsen udvides, så flere kan gøre brug af ordningen, og reintegrationsbistanden forbedres.
SF synes, at repatriering er en god mulighed, når den bruges af alle de gode grunde. Den mulighed forbedres her, og det er vi glade for.
Forslaget her blev lanceret i forbindelse med finanslovaftalen mellem regeringen og Dansk Folkeparti. Den blev klædt i en retorik, som bestemt ikke er klædelig for ansvarlige partier, og debatten om forslaget gjorde ikke sagen bedre. Aftaleparterne talte om utilpassede indvandrere, som ikke kan eller vil integreres, og der tales om at spare penge i kommunerne – umådelige summer, forestiller Dansk Folkeparti sig.
Men den del af forslaget fra Dansk Folkeparti, som gjorde det uspiseligt, nemlig en kommunal forpligtelse til at gå ud i kommunerne og finde udlændinge, der skulle opfordres til at rejse eller direkte sendes ud af landet, er væk. Væk er også forslaget om, at man ikke skal kunne fortryde, når man har taget imod repatrieringsbistanden. Så Dansk Folkeparti har altså her ændret mening og har gjort det her til noget, der er mere spiseligt. Tilbage er der så en pulje, som kommunerne kan søge fra til initiativer om rådgivning m.v.
Men lad os kigge på selve teksten og lad os kigge på intentionerne i det her og lad os så se nøgternt på det. Det her er en ordning, der er blevet bedre. Der ligger en forbedring af beløbene og en forbedring i forhold til, hvem der kan søge. Det er godt.
Med hensyn til intentionerne med lovforslaget skal vi jo til at diskutere retorikken i det. Vi skal til at diskutere, om vi hopper på den med, at hvis vi anlægger en hård retorik, er det nok farligt eller væmmeligt. Spørgsmålet er nu, om vi tror, at kommunerne vil gå ud og presse udenlandske statsborgere til at flytte, selv om de ikke har lyst. Jeg tror det ikke. Der er ikke nogen pressionsmuligheder for kommunerne til at få folk til at flytte. Jeg tror, at kommunerne i almindelighed vil have en fornuftig tilgang til det her, og jeg har tillid til, at kommunerne kan finde ud af at forvalte det, som de skal, over for deres borgere. Vi har jo netop efter det overståede kommunalvalg fået et rødere danmarkskort, et rødere kommunale Danmark, end vi har haft meget længe. Vi har tillid til, at de kan finde ud af det i kommunerne.
Høringssvarene er bemærkelsesværdige, f.eks. synes Dansk Flygtningehjælp, at det er et godt forslag. Jeg tror, at de ved, hvad der rører sig på området, og jeg tror også, at de kan se bag om den uklædelige retorik, der var i forbindelse med lanceringen af forslaget, og når man skræller det væk, synes de, at forslaget er godt.
Det klæder i hvert fald de borgerlige partier at vise en smule omtanke, så de uspiselige ting er blevet pillet væk, efterhånden som debatten forløb. Jeg er da tilfreds med, at det på den måde kan lade sig gøre at få nogle indspark med hensyn til, hvad der er spiseligt og ikkespiseligt.
Der er forslag til forbedringer i høringssvarene, bl.a. så voldsramte kvinder får bedre muligheder. Det er klart, at der her er mulighed for forbedringer, og hvis det kom med, vil jeg synes, at det er godt, men som forslaget ligger her, kan SF støtte forslaget. Det er klart, at hvis der kommer ændringer eller ting frem under behandlingen, som gør det uspiseligt, må vi tage det op, men som det ligger her, støtter vi forslaget.
- Selve lovforslaget kan læses
HER
- Høringssvar og notater kan læses
HER
- Diverse andet
HER
Ledte faktisk efter nogle tal som hfb efterspurgte, da det er et interessant spørgsmål, men fandt ikke nogle tal.
