Bandidos-rocker udleveret fra Thailand
Skrevet af Webmaster d. 18/03-2008 klokken 11:54:53
Danske betjente har hentet narkosigtet, der har siddet tre et halvt år i et thailandsk fængsel. Efter flere års kamp mod at blive udleveret til Danmark har en dansk mand i Thailand givet op. Danske politifolk har netop bragt ham til sit hjemland, hvor Københavns Vestegns Politi står parat med en narkosag, som kan give flere års fængsel.

I tre og et halvt år har manden, der har haft forbindelse til rockergruppen Bandidos, siddet fængslet i Thailand. Det skyldes, at en dansk dommer havde varetægtsfængslet ham in absentia. Han protesterede imod udlevering, men til sidst har det thailandske retsvæsen altså afvist hans indsigelse.

Den udleverede fremstilles i et grundlovsforhør i Glostrup i eftermiddag.

I den narkosag, han er sigtet i, blev hans far og stedbror i 2004 idømt fængsel i ni år. Nævningene i Østre Landsret fandt de to skyldige i indsmugling af fem kilo kokain, 60 kilo hash, halvandet kilo amfetamin og 20.000 ecstasypiller.

Kilde: Berlingske Tidende