Thailand står uden parlament
Skrevet af Webmaster d. 04/02-2014 klokken 00:05:00
Der hersker ingen tvivl om, at Thailands regeringsleder Yingluck Shinawatra og hendes Pheu Thai parti vandt gårsdagens parlamentsvalg - selvom der ikke foreligger noget valgresultat.
Shinawatras modstandere boykottede valget og koncentrerede sig i stedet om at blokere valghandlingen. Og det lykkedes på omkring hvert tiende valgsted. Og det var en afgørende forstyrrelse, fortæller DR's udsendte Philip Khokhar fra hovedstaden Bangkok:
- Der findes en regel, der siger, at der skal være valgt 475 medlemmer i det 500 mand store parlament. Derfor står Thailand lige nu uden et parlament, som kan beslutte noget eller vælge en ny regering.
I ni af provinserne, alle i det sydlige Thailand, måtte valget helt aflyses. Hvornår valgene dér gennemføres, vides ikke. 23. februar får 440.000 vælgere, der lovligt, men forgæves søgte at stemme inden valgdagen, mulighed for at stemme.
Demonstranterne har lukket to af syv store samlingssteder for demonstranterne. Det er Lat Phrao og Victory Monument i Bangkok hvor dagligdagen nu vender tilbage til det normale.
Mandag advarede USA mod ethvert skridt, der kan føre til et militærkup i Thailand, og understregede, at man »er bekymret over de politiske spændinger«, der udfordrer det sydøstasiatiske demokrati.
- Vi ønsker i hvert fald hverken at se vold eller et kup. Vi ønsker at understrege vigtigheden af at bruge demokratiske og forfatningsmæssige midler til at løse de politiske uenigheder, sagde det amerikanske udenrigsministeriums talskvinde, Jen Psaki, ifølge AFP.
Læs nærmere på:
- Thailand står uden parlament (DR Nyheder)
- Trodsige demonstranter fortsætter i Bangkok (TV2)
- 2 rally stages to close (Bangkok Post)
- Thai protesters defiant as US warns against military coup (Channel NewsAsia)