Rejsevejledningen for Thailand er opdateret
Skrevet af Webmaster d. 01/02-2014 klokken 09:49:57
Rejsevejledningen for Thailand er senest opdateret den 31. januar 2014 med oplysninger om risikoen for demonstrationer i forbindelse med valget den 2. februar 2014. Det overordnede sikkerhedsniveau er ikke ændret.
Den seneste tids uroligheder med sårede og dræbte til følge understreger vigtigheden af at holde sig på stor afstand af demonstrationer og optog i Bangkok og andre steder i Thailand. Der afholdes valg den 2. februar 2014 i Thailand. Det kan ikke udelukkes, at der kan opstå sammenstød ved valgstederne, som kan udvikle sig voldeligt, hvorfor man tillige bør undgå disse.
Danskere bør følge de lokale myndigheders råd og vejledning, samt holde sig orienteret om situationen via de lokale og sociale medier, rejsearrangør og sit hotel. Skulle der opstå tvivl om sikkerhedssituationen i forbindelse med valget søndag den 2. februar 2014 opfordres danskere i Thailand til at forblive på deres hotel/indkvarteringssted.
De thailandske myndigheder har indført undtagelsestilstand i Bangkok og omkringliggende provinser. Undtagelsestilstanden er foreløbigt indført indtil den 22. marts 2014 og giver bl.a. politi og militær mulighed for at indføre udgangsforbud, forbyde større forsamlinger og tilbageholde personer uden specifik anklage.
Lufthavnsmyndighederne i Suvarnabhumi anbefaler, at passagerer indfinder sig i lufthavnen 4 timer før afgang.
Alle rejsende til Thailand opfordres til at registrerer sig på Danskerlisten (Klik her)
Kilde: Den danske Ambassade, Bangkok, Thailand