Retssystemet har dømt en stenrig klan ude af magten, men alternativet er uklart

EXIT Yingluck Shinawatra. Men ingen exit for den politiske handlingslammelse i Thailand, der nu kører på ottende år.

Der er stof til metertykke akademiske afhandlinger om, hvorfor en demokratisk kultur har så svært ved at skabe stabilitet og politisk ansvarlighed i et af de asiatiske lande, der tidligere end andre (fra 1932) har bestræbt sig på at gøre demokratiske værdier og institutioner til en del af sin samfundsorden.

Nogle forklaringer: Dybe særinteresser, der rækker langt ind i etablerede magtbaser som monarkiet og militæret, og som ikke får det nødvendige kritiske modspil af folkevalgte parlamentarikere og det juridiske system.

Læg dertil en klassekamp, som langtfra er en klassekamp i traditionel marxistisk forstand, men snarere er en generationer gammel konflikt mellem hovedstadseliter og det, vi i mangel af bedre kan kalde thaiernes politiske bondeland. Det positive i den historie er, at bondesamfundet (risbønderne i den nordlige og nordøstlige del af landet) ikke længere er så tilbagestående, som det var engang.

Nordthailand har fået sin egen middelklasse, risbøndernes sønner og døtre er bedre uddannede, har taget eksaminer og har startet egne virksomheder og kommunikerer livligt på sociale medier – alt sammen faktorer, der har skabt forandring i det romantiserede billede af en fredelig buddhistisk idyl, som vi husker det fra fortidens turistbrochurer.

DET ER en urgammel realitet, at de østasiatiske samfund ledes af klaner i uformelle gruppehierarkier, hvor den politiske og økonomiske magt går på kryds og tværs af demokratiske institutioner. Det gælder såvel i det superrige Japan som i det ludfattige Filippinerne og også i mellemindkomstsamfundet Thailand.

I den bedste af alle verdener burde regelmæssige parlamentsvalg, frie medier og uafhængige domstole korrigere og justere og i det mindste balancere modstridende samfundsinteresser på en måde, så den politiske ledelse af landet var i overensstemmelse med, hvad det brede folkeflertal ønsker sig.

Når dette kun delvist er lykkedes i Thailand, skyldes det, at den politiske magtudøvelse er nært knyttet til rige klaner og brogede interessekoalitioner.