Siden Den Siamesiske Revolution i 1932 har det thailandske militær iscenesat 18 militærkup. Hvert fjerde-femte år har våbnene talt. Ikke folkets stemmer. Eller ordene i parlamentet. Men geværløbenes rå magt.

I samme periode har landets forfatning skiftet version 17 gange.

Helt tilbage fra 1946 har den thailandske trone haft den samme besidder af næsten guddommelig status.

Men Thailand er ikke en lille, mellemamerikansk bananrepublik. Det er i allerhøjeste grad et kongedømme med 800 års selvstændighed. Det befinder sig i Sydøstasien og har en relativ stor økonomi og befolkning på 62 mio. Findes der et 'thai demokrati'?

Thailands seneste 81 års historie udspiller en uendelig kick-boksekamp, hvor der altid er plads til beskidte tricks, hvor kampens bagmænd kun sjældent nærmer sig ringen, og hvor de midlertidige sejrherrer gerne skriver reglerne om, så de legitimerer vejen til deres mesterskab og cementerer deres herredømme.

Udover de 18 militærkup i Thailand har der været utallige massakrer, militære og para-militære anti-oprørskampagner, lynchninger og militære nedkæmpelser af civile uroligheder.

De udøvende kræfter er udsprunget af civile og militære regeringer og deres apparater. Autoritære og centralistiske. I åben magtudøvelse. Eller i fordækte operationer. Omkostningerne i menneskeliv har været betydelige.

I mere end 80 år har det thailandske folk levet i en kontinuerlig kickboksning-opera af blodig alvor, hvor demokrati måske nok er malet på fortæppets mosaik af skiftende forfatninger, men hvor bagtæppet og de tekniske scenerum helt er i hænderne på et Militær, et Kongehus og en Elite, som tilsyneladende igen og igen iscenesætter 800 års traditioner for autoritarisme, privilegier og korruption.

Thailands væbnede styrker er i nutiden engageret i en borgerkrig mod malayiske, muslimske rebeller i det sydlige Thailand, ligesom det i 1960'erne og 1970'erne var part i borgerkrigen mod kommunisterne i nord og nordøst. Dengang kom ingen militær løsning.

Militæret har store økonomiske interesser i medier og Muay Thai, og er ofte under anklage for deltagelse i ulovlig skovhugst og narkosmugling. Militæret er den virkelige magtfaktor i Thailand, men dets enorme magt er ikke ubegrænset.

Giles Ji Ungaporn opregner tre faktorer, som begrænser militærets magt:
(1) styrken i sociale bevægelser
(2) magten hos andre af elitens sektioner med økonomisk og politisk indflydelse
(3) militæret selv er fraktioneret, med hæren som den traditionelt stærkeste part.

Thailand blev i 1833 det første asiatiske land, som havde en formel diplomatisk aftale med USA. Før Kina (1844) og Japan (1854).

Thailands militær ændrede sig i vestlig stil med stående styrker, centralisering og oprustning. For eksempel fik den i 1875 nyoprettede Kongelige Flåde den danske forretningsmand og flådeofficer Andreas du Plessis de Rechelieu som admiral i 1890 og marineminister 1899-1902, hvor han højt dekoreret vendte tilbage til en dansk erhvervskarriere som en rig mand. de Rechilieus kombination af militærkarriere og indbringende forretning blev typisk for Thailands officerskorps.

Den afgørende ændring skete dog med moderniseringen af Thailands hær omkring 1900-århundredskiftet. Hærens personel blev nationaliseret og der indførtes almindelig værnepligt.

I sin fødselsdagstale i december 2005 opfordrede kong Bhumibol til kritik af sig selv:

»Faktisk må jeg også blive kritiseret. Jeg er ikke bange, hvis kritikken drejer sig om, hvad jeg gør forkert, fordi så ved jeg det. Fordi, hvis man siger, at kongen ikke kan kritiseres, så betyder det, at kongen ikke er menneskelig (…)

Hvis kongen ikke kan tage fejl, er det på en måde at se ned på ham, fordi kongen ikke bliver behandlet som et menneske. Men Kongen kan tage fejl …« (Kong Bhumibol Adulyadej, Rama IX. 2005)

Den juridiske oprustning omkring lèse majesté har været yderst aggressiv siden militærkuppet i 2006. Fra 1990-2005 blev der kun ført retssager på lovens grundlag fire-fem gange om året. Fra januar 2006 til maj 2011 er flere end 400 sager endt i retten.

»Lèse majesté-lovene er i virkeligheden ikke designet til at beskytte monarkiets institution. I fortiden er lovene blevet brugt til at beskytte regeringer, til at beskytte militærkup. Hele det royale image er skabt til at polstre en konservativ elite bag paladsets mure«, skriver Giles Ji Ungpakorn i bogen How Powerful is the Thai Military fra 2007.

Kong Bhomibol er født i 1927, og hans fødselsdag den 5. december er ikke en fridag, men simpelthen udpeget som Nationaldagen.

Datoen erstattede den 24. juni, som er årsdagen for den Siamesiske Revolution i 1932, hvor den daværende kong Ananda Mahidol, Rama IIIV's absolutiske herredømme blev erstattet af en konstitionel rolle og en forfatning indført.

Kongen drager ofte til Hun Hin, hvor mægtig og meget formel royal festivitas udspiller sig på hans fødselsdag.

I 2013 med politisk bulder fra Gulskjorterne fører Suthep Taugsuban, som ikke mente det var passende, at premierminister Yingluck Shinawatra skulle mødes med kongen, når Suthep nu mente, hun skulle gå af …

Dette emne kan ikke beskrives frit. Kongen har vist stor behændighed i det politiske spil. Han har jo været involveret med især militære og civile topministre, med kupmagere og diktatorer og folkevalgte.

Hans største politiske triumf var formodentlig hans invitation til to polariserede modstandere under krisen Sorte Maj 1992. Han krediteres for her at have spillet en nøglerolle i Thailands 'overgang til et demokratisk system'.

Efter et valg i 1992 blev kupgeneral Suchinda Kraprayoon udvalgt til premierminister. Den folkelig opstand i Bangkok var stor, men blev efterhånden knust af dødelige militærindgreb.

Midt i faren for en borgerkrig greb kongen ind og indkaldte Suchinda og lederen af den pro-demokratiske opstand, pensioneret generalmajor Chamlong Srimuang, til et tv-transmitteret møde. Et tilbud man ikke kunne sige nej til.

I følge den kongelige protokol måtte begge militære generaler knæle for kongens irettesættelse. Det gjorde stort undtryk i befolkningen, og efterfølgende trådte Suchinda tilbage.

Kort efter blev afholdt et nyt valg, som ledte til en civil regering.

Man har ikke siden set monarken i samme indgribende aktion.