Nyheder
Se indlæg
Side 1 af 2: 12
|
 Thailand juli 2012 -rejseberetning.
|
|
| rinpoche |
Lagt på d. 12/03-2013 13:40
|
 Ekspert medlem  Antal indlæg: 5069 |
Eftersom vi rejser på "standby" basis, blev det en temmelig begivenhedsrig tur med en god del usikkerhedsmomenter involveret omkring hvorvidt vi kunne blive boardet eller ej, og et utilsigtet stop på en mellemstation. Det lykkedes dog, og vi tog efter et dags ophold i Samut Prakarn et fly mod Krabi. Fed flyvetur hertil i fantastiske skyformationer. Det undrede mig dog lidt, at piloten valgte at flyve noget der ligner "slalom" for at undgå disse formationer. Da vi død og pine skulle lande i Krabi lufthavn og dermed partout skulle forcere disse skyformationer, forstod jeg pludselig hvorfor. Det var nok den værste turbulens jeg nogen sinde har oplevet. Det var så slemt, at mine 2 trætte drenge vågnede, og det skal der godt nok noget til. Et vækkeur har i hvert fald aldrig kunne gøre det. Vi tog bussen til Ao Nang - vi havde været i Krabi mange gange før men aldrig boet i Ao Nang. Så jeg fandt et lille hotel via en dansk hjemmeside. View La Villa. Det var godt nok i orden, pænt og rent og med særdeles god betjening. I de værelser der vendte mod syd, havde man et pragtfuld syn ud til klippemassivet Phra Nang. Og alt dette til er særdeles beskeden pris. 600 baht. Min bror og hans familie havde booked en rundrejse i samme periode på 4-5 stjernede hoteller. Han fik en rigtig god pris, fordi det var low season. Og han boede i Ao Nang, da vi ankom. Han vidste godt at vi kom, troede blot vi kom en uge senere. Han havde ikke fortalt konen og børn noget omkring vores ankomst, da det skulle være en overraskelse for dem. Da jeg havde hans rejseplan, indfandt jeg mig på hans hotel efter en lang, lang gåtur - og det var ikke nemt at finde, fordi ingen ved noget - og forespurgte personalet, da jeg endelig fandt hotellet, om de kunne oplyse mig hans værelsesnummer. De var kun glade for at hjælpe. Jeg hentede min drenge og vi tog dertil i en tuktuk. Jeg havde aftalt med ældste pode: "Nu lader du blot kameraet køre, når jeg banker på døren". Jeg bankede på og sagde med min bedste engelsk-thai accent: "Loom serwit khap". Kort tid efter blev døren åbnet af min bror og han var lige ved at gå i gulvet af bar overraskelse. Vidste slet ikke hvad han skulle sige. (Den video vi fik der er simpelthen priceless) Det var dæleme sjovt, ikke mindre sjovt blev det da vi trådte ind i værelset og da hans kone og datter blot sagde: "Hej med jer", ledsaget af et stort smil. Det skal godt nok mere til at overraske dem Vi tog ud at spise, 6 mand høj i en 3-hjulet samlor. Brormand og undertegnede måtte lade benene dingle ud fra køretøjet for at få plads til os alle. Chaufføren ville ikke høre om at vi skulle bestille endnu et køretøj. "Jeg skal nok tage jer alle sammen derhen". Sagt med et stort grin. Humøret var højt hele vejen rundt, og vi blev sat af foran en restaurant på strandvejen i Ao Nang. Hvilken reunion. Børnene var dog ikke på daværende tidspunkt særlig hooked på thai food, så de fik deres pizzas etc. Men min brasilianske svigerinde gik all in, og fik på min anbefaling: Plaa Nueng Manao. Dampkogt fisk med lime, og hun elskede det. Efter middagen tog vi en spadseretur på strandvejen, min bror fortalte mig hvorledes han der havde købt 3 t-shirts dagen i forvejen. De havde ret sjove logo`s. Blot for at pisse ham af, så spurgte jeg ham: "Hvor meget har du betalt for disse?" (Han havde tidligere gjort det samme mod mig i Brasilien hvor han dengang boede og var så meget på hjemmebane, da jeg besøgte ham der). Jeg fik de selvsamme t-shirts for ca. halvdelen af hvad han havde betalt, det syntes jeg var lidt sjovt. (her kan JEG sproget, modsat i Brasilien hvor HAN kunne sproget) Ikke fordi jeg kan bruge en t-shirt, hvorpå der står: "I think this guy is gay", og hvor der er en hånd der peger til venstre Nå, det var første dag i Ao Nang. Jeg poster lidt mere hvis nogle gider at læse det. mvh |
|
|
|
| bitten |
Lagt på d. 12/03-2013 13:53
|
 Lidt øvet medlem  Antal indlæg: 58 |
Jo Rin fortsæt endelig det er altid sjovt at læse om ting andre har oplevet, vi var der for nogen år siden. Tak for det |
|
|
|
| Kim Ludvigsen |
Lagt på d. 12/03-2013 16:01
|
 Ekspert medlem Antal indlæg: 2627 |
Ja, fortsæt endelig. Jeg håber, du nyder det i Skandinaviens sydligste provins. Tag et smut til Railay Beach og Phra Nang Beach med en long tail boat, hvis I bliver trætte af stranden i Ao Nang. Og hvis dine drenge er store nok til at have moret sig over filmen Tømmermænd 2, så tag dem med til Ritz Carlton (http://reserve.ritzcarlton.com/phulay_bay/Overview.aspx) lidt nordpå, det var her bryllupsscenerne til filmen blev optaget. Jeg ved dog ikke, om man kan komme ind og se nærmere på stedet, hvis man ikke bor der - og det er dyrt at bo der! |
 |
|
| rinpoche |
Lagt på d. 13/03-2013 12:20
|
|
Ekspert medlem Antal indlæg: 5069 |
Takker for anbefalingen Kim. Vejret de følgende dage var ikke særlig spændende. Den stod på udbredt dagsregn og forbløffende køligt. Internettet på vores hotel var håbløst, men ældste søn er en computerwizz og han oprettede via telefonen med lokalt SIM card et trådløs hotspot, som computeren kunne logge på. Det spillede. Den telefon med GPS fik vi senere stor glæde af, da jeg ikke just er verdens bedste stifinder. Nå, vi fik mellem bygerne tiden til at gå med at vandre rundt i Ao Nang og besøge diverse spisesteder. Man kan - som mange herinde kan nikke genkendende til - få mad fra hele verden her. Men jeg insisterede i de fleste tilfælde på, at vi spiste på små lokale thai restauranter. Jeg forsøgte dermed at ruste drengenes smagsløg til lokal mad, for jeg vidste at i de næste uger ville der ikke være mulighed for at få mad, "som vores mor lavede den" Det gik over al forventning, hvilket jeg nok ikke burde være overrasket over, da de til daglig er nødt til at tage til takke med min madlavning. Hver dag skulle de til dessert have "roti" ,pandekager stegt i olie og med fyld af frugter efter eget valg. Denne ret stammer fra Malaysia, men er også meget udbredt i sydthailand. Dernæst friskpresset juice. Vi blev så hyppige gæster hos de 2 søde damer, at når vi indfandt os begyndte de straks at lave deres foretrukne pandekage/juice inden vi så meget som blev spurgt. Dette foregik under en uophørlig talestrøm og byger af nysgerrige men venlige spørgsmål, hvor jeg virkelig skulle spidse ørene. De talte sydthailandsk så det baskede. Det er ikke just min spidskompetance. Lige uden for vores hotel, arrivererede der den ene dag et rullende gadekøkken, og hvad skuer mit øje? De sælger Gai Yang, Khao Niaow og Som Tham. Grillet kylling, klisterris og papaya salat. "Så drenge, nu skal vi have en af jeres favoritspiser"! Jeg indfandt mig der som et søm, og mens jeg stod og ventede på at det blev min tur til at bestille, tilbød indehaveren mig en "Prik Kii Nuu" (chili) med et lumsk smil. Jeg tog imod den og spiste den uden at blinke et øje, meget til hans skuffelse. "Mii mia pen khon thai maen bår"? Du har en thailandsk kone, ikke sandt? "Maen laew". Ja, det er rigtigt. Han talte Lao dialekt, da han kom fra Isan. Så skulle jeg også lige smage nogle små frugter, der lignede druer der sad på en kvist. Aner ikke hvad det var, og smagen var højest "interessant" "Nå, mester. Hvad skal du så have af mad"? Spurgte han. Svaret var ligesom lidt indlysende, da de kun havde de ovenfor beskrevne retter. "Jo, ser du. Jeg skal have en ordentlig røvfuld Gai Yang og Khao Niaow, og så en omgang somtam, og den kan kun være for lille" Han tog mig på ordet og jeg ankom tungt belæsset på hotelværelset, hvor drengene kastede sig over deres elskede grillkylling og klisterris. Jeg gik "modigt" ombord i min somtam. Og taaak skal du ellers have. Indehaveren af det rullende gadekøkken fik næsten lagt denne farang ned. Det var sindssygt stærkt. Der gik nok en halv time førend det lykkedes mig at spise det hele, ledsaget af et par flasker vand til at tage det værste. "Hvorfor græder du, far"? Spurgte min yngste. "Det er glædestårer, min dreng" Nå, det var meget om så at sige ingenting. Men jeg finder også glæde i de små ting, når man er ude at rejse. Efter et par dage klarede vejret heldigvis nogenlunde op. Og det gav os så muligheden for at tage til Phra Nang og Railey. Drengene havde godt nok været der før, men det var år og dag tilbage da de var små, så et gensyn ville for dem være noget helt ny, da de ingen erindring havde derfra. Vi tog en longtail til Railey, og de var behørigt imponerede af det imposante landskab. Monolitiske kalkstensmassiver, der rejser sig tårnhøjt i spektakulære udformninger, omgivet af det turkisgrønne hav. Smukkere kan det næsten ikke blive. Efter en bid ris på Railey stranden, hvor der så at sige ikke var nogle gæster over hovedet, erklærede jeg selvsikkert: "Nu går vi til Phra Nang stranden". Jeg mente, at kunne huske at man kan gå dertil ved at følge en sti rundt om en bjergtop. Det kunne man så ikke. "Nå, så går vi bare langs stranden, selvom vi måske får våde fødder". Det var imidlertid højvande så det battede, og ikke kun ville vi få våde fødder, men vi ville også få vådt hår! (Jeg har tidligere været inde på mine beskedne stifinder evner, og disse kom også til udtryk her) Hvor nøden er størst, er hjælpen nærmest. Specielt i Thailand. En longtail fragtede os til Phra Nang stranden. Her var der lidt flere gæster, men stadig meget stille pga lavsæsonen. Phra Nang klippemassivet ophører aldrig med at imponere mig, som det knejser sig lodret op og med changerende farvenuancer. Drengene syntes også at: "Det er sindssygt flot mand" Vi besøgte som det første Tham Phra Nang Nork, den ydre prinsesse hule, hvor der befinder sig alskens fallossymboler. Der fik jeg lidt af et forklaringsproblem, "Jamen far, de ligner jo alle sammen (censureret)" "Det er nu engang således, sønnike, at bla. bla" Der fik jeg vist rodet mig noget i en søforklaring med ord som fertilitet og deslige. Men jeg slap vist nogenlunde fra den, for han forfulgte ikke emnet. Vi travede over på sydsiden af stranden mens vi fulgte stien helt inde ved og lejlighedsvis under Phra Nang bjergmassivet. Makak-aber indfandt sig programmæssigt til benefice for turisterne. Det var drengene svært tilfredse med. Lidet skulle de ane, at vi på vores videre tur ville se dem hver dag og i hobetal. "Nå, drenge. Er i med på en udfordring"? Ivrige nik forkyndte, at det var de så absolut. "Nu skal i høre, nu skal vi op og ned og se Sra Phra Nang Nai. Inner Princess Lake". Det er en saltvandssø i midten og i bunden af Phra Nang bjergmassivet, den er forbundet med havet. Har såvel høj- som lavvande og der er tilmed fisk i søen. "Her stiger vi op, drenge!" "Waffor noet"? Drengene gloede først noget på den nærmest lodrette klippevæg og det mudder indsmurte tov, der skulle hjælpe opstigningen. Men så tog begejstringen over. "Let`s go!" Som megen ungdom i dag, bruger de også engelske buzzwords. Op klatrede de i et tempo deres aldrende fader havde et vist problem med at følge. Da jeg første gang klatrede den tur her for lige knap 20 år siden, syntes jeg at det var "a walk in the park". Vi kom efter et par hundrede meter opad til et viewpoint, hvor der er en mageløs udsigt over halvøen. "`kæft, det er flot, mand" Syntes de, det gjorde jeg også. Vi skulle lidt længere opad og derefter nedad igen i det indre af bjerget ned mod søen. Det var mudret, pladret og vi skulle passe meget på at sikre et godt fodfæste. Endelig var vi næsten der og kunne få et glimt af søen. Der sagde jeg stop, det var lodret nedstigning og rebet man skulle fire sig ned i var totalt mudder indsmurgt. Min yngste søn er kun 11, og det syntes jeg var for farligt. 2 voksne italienere der skulle der ned sammen med os, vendte også om på det sidste stykke. Det var ingen fortrydelse hos drengene, de kunne godt se, at det var en tand for vildt på denne årstid. Vi vendte retur, jeg på dirrende ben, drengene totalt uafficerede og os alle mudderindsmurte fra top til tå. Vi ventede en rum tid, førend vi kunne få en longtail tilbage til Ao Nang. Som sagt var det lavsæson, og bådføreren ventede på at kunne fylde sin båd med passagerer. Endelig, efter en times tid, kommer vi af sted. Vi har end ikke lige forladt Phra Nang, før regnen står ned i stænger. Vinden tager som ved et trylleslag til, og det bliver til en særdeles turbulent oplevelse, hvor jeg febrilsk må pakke mit kamera ind i en plastikpose. Da såvel bølger som regn står ind over os. Vi bliver alle drivvåde, men hvad. Det er Thailand. Det er jo ikke decideret koldt Den nat sov vi alle tidligt Næste dag, videre til min yndlingsprovins: Trang! |
|
|
|
| Kim Ludvigsen |
Lagt på d. 13/03-2013 12:47
|
|
Ekspert medlem Antal indlæg: 2627 |
Åh, jeg troede, du var der nu. Imponerende, at du alligevel fulgte mit forslag med de utilgængelige strande :-) Tak for næste afsnit af beretningen. |
|
|
|
| bitten |
Lagt på d. 13/03-2013 13:09
|
|
Lidt øvet medlem Antal indlæg: 58 |
Skønt, et par knægte i den udforskende alder, altid herligt at have med. Jeg glæder mig til fortsættelsen.  |
|
|
|
| rinpoche |
Lagt på d. 13/03-2013 13:40
|
|
Ekspert medlem Antal indlæg: 5069 |
Yep, det er fedt at have et par lømler med, der også giver mulighed for at se på oplevelserne med andre øjne. Meget vi voksne måske tager for givet, ønsker de forklaring på. Inden vi drog mod Trang, ville jeg lige vise drengene et rigtig fedt sted, hvor vi havde boet mange gange mens de var små. Andaman Inn og Emerald Inn på den anden side af Khlong Haeng på Haat Noppharat Thara. Disse steder ligger meget isoleret, totalt hyggelige og man kan kun sejle dertil. På trods af de fashionable navne, er det meget beskedne "resorts". Da vi ankom til Khlong Haeng og ville praje en longtail driver, var de ikke særligt interesserede. Vores tuktuk chauffør bemærkede det og forsøgte at være behjælpelig, men de der long tail drivers var fuldstændig ligeglade med business, så det ud til. Så vi kørte tilbage med uforettet ærinde. Nå, men nu skulle vi leje en bil. Der er masser af steder i Ao Nang hvor man kan leje biler, selvom de fleste blot er agenter for større firmaer baseret andetsteds. Mit ønske var at leje en bil i Krabi og få en drop off service i Hua Hin. Fordi fra HH til Bkk, er vejen mildest talt ikke særlig interessant, og jeg bryder mig absolut ikke om at køre i Bkk. Jeg talte med en udlejer og fortalte ham om mine ønsker. Han siger til mig, helt ærligt du bør ikke leje bil her i Ao Nang til denne tur, lej en bil i Krabi lufthavn i stedet. Man skulle være dum ikke at lytte til de lokales råd. Så vi pakkede sammen og tog en bil til lufthavnen. Mit internationale kørekort var udløbet, så jeg var lidt usikker på om de ville godtage mine øvrige akkreditiver. Det viste sig - som så mange gange før - at det eneste Budget var interesseret i, var mit kreditkort Vi fik en pickup kingcab 3 liters turbodiesel. Udlejeren gik alle buler og skrammer på bilen igennem sammen med mig, og der var godt nok mange. Men alt blev behørigt noteret på et skema. Den havde ikke kørt ret meget, og reagerede frisk og villigt på alle fronter. Knap 900 baht om dagen for 14 dages leje, det syntes jeg også var i orden. Ikke mindst fordi jeg fik ham ned fra en noget højere pris. Man er vel Cheap Charlie. Af sted gik det mod Trangs lyksaligheder. Trang byder på alt det Krabi også har. Men med uendelig færre turister, med smukkere øer og fantastiske vandfald. Der er ikke særlig langt til Trang fra Krabi, velsagtens en 120 km, men da vi nu havde vores eget transportmiddel, tog vi enhver afstikker vi kunne få øje på, ned til havet og strandene. Det var ikke den bedste tid på året at besøge dem på, for monsunen står ind fra vest på denne årstid, så havet var oprørt og uklart. Men stadig kunne vi nyde det pragtfulde landskab, mangrove, karstformationer og åbne vidder uden andre tilstedeværende end os selv. Efter 6-7 timers kørsel kan vi checke ind in på Pak Meng Resort på stranden af samme navn. De har godt nok fået opgraderet deres bungalows her efter vores første besøg, så nu har vi valget mellem en hytte til 600 baht eller en spritny bungalow med det hele til 1.200 baht. Drengene foretrækker luksus, (og det bliver ikke sidste gang) så vi får den nye bungalow. Ak ja, hvor blev de dage af, hvor sønniken glad og fro boede med mig på Koh Chang til 1.800 baht om måneden i en beach front hut? Uden vand, strøm og toilet. Hvor vi hver aften inden vi lagde os ned på madrassen på gulvet under myggenettet måtte feje kakelakkerne ud af vores ydmyge domicil? Hvor.... Ups, det var vist et seriøst sidespring. Pak Meng Resorts bungalows og hytter ligger i en dejlig og smuk have. Med små vandbassiner hvorfra der lyder en evig kvækken af frøer. Grænsende ned til dette resort løber der en Khlong, saltvandskanal. Omgivet af uigennemtrængelig og frodig mangrove. I mudderet flintrer der myriader af vinkekrabber, dyndspringere og eremitkrebs rundt. Dum som jeg er, skal jeg lige vise drengene en monsterstor eremitkrebs jeg har fisket op af dyndet, og mens jeg tegner og fortæller omkring dens livscyklus på bedste pædagogisk vis og ud af fattig evne, skyder den pludselig knibtængerne ud og giver mig et ordentlig håndtryk. "Gjorde det ondt, far"? "Nej, nej, jeg hopper og danser kun for at få lidt motion" Nogle eremitkrebs er altså helt ligeglade med pædagogik. Jeg burde lære det, jeg tror nok at jeg er så klog. Jeg kan huske da vi gik en tur på Phi Phi ved lavvande. Da stødte vi på en lille krabbe. Min søn spurgte mig: "Tror du den bider"? "Nej, da, såen en lille pissekrabbe kan ikke noget som helst". For at demonstrere satte jeg min fod hen til den, og den kvitterede eftertrykkeligt ved at knibe mig i den bløde hud mellem mine tæer. Tilstrækkeligt til at jeg begyndte at bløde. "Jamen, far, jeg syntes du sagde at såen en lille pissekrabbe ikke kan noget som helst"? Nogle gange er det decideret belastende, hvor godt børn husker... Tilbage til Pak Meng. Vi blev installeret i vores herskabelige bungalow, meget til mine drenges tilfredshed. Og vi skulle så op til restauranten for at se hvad de havde på menuen. På vejen og barfodede i sandaler blev vi uforvarende overfaldet af den værste flok fire ants, jeg nogensinde har måttet lægge bare fødder til. Er du færdig hvor de små pissemyrer kan bide. Det bed også lidt, da vi så hvad priserne kostede i restauranten. Jeg ved ikke rigtig hvad de havde forestillet sig. Vi fik 3 sodavand til faktor 3 af hvad det kostede andetsteds, og så kørte vi af sted for at spise lokalt. Vi fandt et dejligt åbent sted lige ud til havet og bænkede os der. Straks indfandt personalet sig ved vores bord med en kæmpeventilator, der blev rettet mod os. Øhh, så varmt er det altså ikke. Det syntes myggene heller ikke, der indfandt sig i en grad jeg ikke har set siden Koh Samet eller Søndre Strømfjord for den sags skyld. Blæseren fik nu de fleste af dem til at foretrække til blodigere græsmarker, men det var nu godt nok noget af en plage. Maden og priserne var der dog absolut ikke noget at udsætte på, og det var som altid fedt at sidde og skue ud over havet og de omkringliggende øer under måltidet. Det var en lang rejsedag, og endnu engang gik vi såre tidligt i seng for at kunne stå op i det årle gry næste morgen. |
|
|
|
| sank |
Lagt på d. 13/03-2013 14:23
|
 Erfarent medlem  Antal indlæg: 1131 |
 god tur |
|
|
|
| Skeptikeren |
Lagt på d. 14/03-2013 06:15
|
|
Øvet medlem  Antal indlæg: 330 |
Rin, jeg har sagt det så mange gange - og skrevet sågar! Du er en gudbenådet fortæller, så kom nu igang med at samle det hele i en bog -TAK! Somrak Bogen: En Roskildedrengs Erindringer (1939-2000)
Kan hentes på: www.jumplink.dk/somrak Bogen: Mit nye liv i Thailand (2001-2012) Kan hentes på: www.jumplink.dk/somrak2 Måtte Buddha stænke velduftende vande på din vej! |
|
|
|
| rinpoche |
Lagt på d. 14/03-2013 13:07
|
|
Ekspert medlem Antal indlæg: 5069 |
Hej Somrak, Det er meget elskværdigt af dig. Men jeg har slet ikke materiale til en bog - og så kender jeg derudover også særdeles vel mine begrænsninger. mvh rinpoche |
|
|
|
| rinpoche |
Lagt på d. 14/03-2013 16:25
|
|
Ekspert medlem Antal indlæg: 5069 |
Det var en lang dag, så vi var mere end trætte da vi tørnede tidligt ind. Vejret var så køligt, at der absolut ikke var behov for aircondition. Det var kun frøernes kvækken der brød den absolutte stilhed, fedt! Vi sov som en kvie der var blevet ramt af et lynnedslag og vågnede tidligt før daggry. Junior ville checke internettet, og jeg ville ud og checke omgivelserne. Der var et mylder af liv i saltvandskanalen, fisk slog i overfladen og eremitkrebs, vinkekrabber og dyndspringer havde megatravlt. De fik endnu mere travlt, da en hejre kom forbi tyst svævende. Jeg fik også lidt travlt, da ildmyrene fra i går udviste trang til at forny vores bekendtskab.... grrr.. Godt at der ikke var nogle der så mig, jeg dansende vist lidt Gamnang Style der. Hvor er der en myresluger når man skal bruge den? Jeg gik igennem haven og stødte der på portvagten, der sov i et lille træskur ved indgangen til resortet. Han hilste jovialt og sagde en hel masse jeg ikke fattede meget af. Det der sydthailandske er godt nok for viderekommende. Jeg gik ned på stranden og fik et vue ud over de omkringliggende øer, der som solen stod op og kastede sine gyldne stråler ud over disse, fik en aldeles dragende appel. Ikke mindst da jeg vidste, at brorskabet og hans familie nu opholdt sig på den nærmeste, Koh Ngai. Tilbage i bungalowen. "Så rykker vi drenge! Er i sultne"? Dumt spørgsmål, det er de altid. Vi kørte hen til et vejkryds hvor der var 2-3 lokale restauranter. Og bænkede os ved den første den bedste. Som altid henvendte ejeren sig først til mine børn, de ser meget thailandske ud. Men det er også det eneste de har til fælles med thailændere, for de fatter ikke ret meget thai. Men vi fik kaffe, te, spejlæg og 3 svingende portioner Joke, rissuppe. Dertil et udvalg af Dim Sum retter som vi blot kunne forsyne os med, og som blev afregnet efter hvor meget vi spiste. Jeg iagttog med stor tilfredshed, hvorledes junior 1 og junior 2 huggede ind i maden, selvom den ikke var som "vores mor lavede den" faktisk meget langt fra. De var - som man så ofte oplever det i Thailand - smaddersøde i "restauranten". Lige så snart jeg havde bundet min kaffe, eller tallerkenen var tom: "Vil i have mere"? Vi kunne ikke mere og betalte et latterligt lavt beløb for hvad jeg syntes var et kanon måltid. "Jør gan mai" Vi ses igen. "Så, gutter. Nu skal vi ud at shoppe. Vi kører til Trang Town" (Jeg havde lovet Pescator junior, at du kan blot shoppe tøj af hjertens lyst hernede). Vi kørte mod Trang ad gode veje og med såre begrænset trafik, mens vi nød det frodige landskab. Specielt i regntiden er Trangs natur helt formidabel. Vi fandt en parkeringsplads i Trangs bymidte og det var absolut ikke ukompliceret. Masser af biler og ingen plads. Dette er en generelt velstillet provins. Efter at have efterladt vores trofaste ganger, begav vi os hen til et lokalt marked. Men hvad er dette jeg kan dufte? En gwiddiow, nudelsuppe, der dufter så tillokkende at jeg ikke kan modstå den. Vi tropper prompte op og får 3 skålfulde nudelsuppe, så rig i smag at jeg sjældent har oplevet noget tilsvarende før. Nu er det højest 2 timer siden vi fik vores morgenmåltid: Hjælp!, vi er ved at blive thailændere Vi begav os ind på markedet, og der var godt nok ting og sager til salg. Men vores første interesse var lidt sommertøj. Vi fandt nogle fede shorts og badebukser til stort set ingen penge. Pescator junior var svært tilfreds med indkøbet. Vi købte også lidt skåle og bestik til vores videre færd. Altid nemt at bestille mad udefra, og dermed behøver man lidt tilbehør, specielt hvis der er tale om suppe m.v. Ovenpå denne bedrift var vi selvfølgelig sultne. (Okay, jeg opgiver, vi ER nu thai ) Men jeg syntes nu lige at vi skulle vente 30 minutter indtil vi ankom til Pak Meng færgelejet. Jeg ville forespørge omkring priserne på at blive fragtet til Koh Ngai hvor min bror opholdt sig. Færgelejet eller måske rettere sagt, molen var totalt affolket. Der stod "en wældig wind fra west" (Kudo til de Nattergale) På trods heraf, bemærkede en lokal båd operatør, at vi nærede en interesse i at komme ud at sejle, da vi stod og læste hans reklameskilte. Han ville fragte os til Koh Ngai og hente os igen for 9.000 baht, og det var end ikke hans udgangstilbud. Sidste gang jeg tog den tur kostede det 100 baht, men det var godt nok med en longtail, som åbenlyst ikke kunne sejle i dette vejr, og dermed var valget en privat lejet 30 fods speedbåd. Hmmm. Det var for dyrt, og måske er jeg en Cheap Charlie. Men jeg kan møde min bror hver dag i Danmark, så jeg afslog tilbuddet. Vi tog tilbage til "vores restaurant" i Pak Meng. Nu havde de "all you can eat, Khanom Jiin" Nudler med alskens grøntsager. Jeg skammer mig næsten over at nævne, at de kun forlangte 10 baht for dette. Det var så ikke rigtig noget for drengene, så de fik oksekød med østerssovs og ris. Det var så endnu en dag, hvor der ikke skete noget som helst |
|
|
|
| bitten |
Lagt på d. 15/03-2013 01:39
|
|
Lidt øvet medlem Antal indlæg: 58 |
Sjov læsning , " thai" ja vi har også opserveret , at de spiser hver gang de ser en madvogn. Tak fordi vi må følge med.  |
|
|
|
| CHINGCHOK |
Lagt på d. 15/03-2013 15:32
|
 Øvet medlem Antal indlæg: 110 |
Det er en fornøjelse at læse dine beretninger. Kender udemærket området omkring krabi og har besøgt mange steder du beretter om. Hyggeligt at læse om din tur og bliv endeligt ved med at skrive. Vh chingchok จิ้งจก
|
|
|
|
| kiss |
Lagt på d. 16/03-2013 11:47
|
|
Lidt øvet medlem Antal indlæg: 76 |
det er altid spændende at læse om Thailand, blev skuffet da siden var tom glæder mig til mere . hilsen Kiss |
|
|
|
| rinpoche |
Lagt på d. 25/03-2013 17:46
|
|
Ekspert medlem Antal indlæg: 5069 |
Da vi kørte til Trang city dagen i forvejen havde vi bemærket et vandfald tæt på vejen. Så næste morgen kørte vi efter - naturligvis - en solid portion rissuppe - "Joke" tilbage hertil. Det var noget drengene - og jeg for den sags skyld - kunne bruge. Pga regntiden var der virkelig drøn på faldet, og selvom klarheden i vandet ikke var noget at prale af, røg vi fluks i bølgen blå... øh brun. Jeg så med en vis bekymring, hvorledes junior 1 svømmede helt ind under faldet og lod vandet tordne ned på sig. Han fik dog hurtigt nok, da vandet faldt hårdt og næsten tog vejret fra ham. I stedet lod vi os alle tage af strømmen og flød nedad vandløbet i en herlig fart med fødderne først for at kunne tage imod eventuelle forhindringer. Vegetationen udgjorde nærmest en smaragdgrøn paraply ind over vandløbet, det var lidt som at flyde i en tunnel. Højt humør hele vejen rundt, skoven genlød af drengenes anerkendende hyl. Vi blev vist lidt grebet af det, for inden vi havde set os om havde vi tilbagelagt en anselig strækning, og det blev ikke just nemt at komme op ad den fedtede flodbrink og kæmpe os tilbage gennem skoven. En gang til, mudderindsmurgte til uigenkendelighed. Men det var der råd for, et hurtigt dyp under vandfaldet, og vi blev straks lidt mere repræsentable. Jeg ville egentlig videre til Trangs fantastiske vandfaldsrute, bla. bestående af Srai Rung og Tonte. Tonte har et majestætisk fald på over 300 meter i et bjergrigt område, der stadig rummer en indfødt stamme: Sakai. Thailænderne refererer til dem som "Ngår", rambutan, idet de har krøllet strithår, lidt som rambutan frugtens "hår". Desværre havde damen i receptionen på vores resort fortalt. at det var for farligt at besøge disse vandfald på denne årstid på grund af vilde vandmængder. Og da jeg for det første tager de lokales råd til efterretning og endvidere læste hvorledes en "flash flood" skyllede adskillige i døden ved Srai Rung vandfaldet for et års tid siden, så var det ude af betragtning. Og Ikke mindst fordi jeg rejser med de små arvinger til det "pescatorske imperium" Det var så heldigvis sidste gang vejret lagde en dæmper på vores videre "bedrifter". Næste morgen kastede en gylden sol et magisk lys over de omkringliggende øer. Vi spiste for en gangs skyld morgenmad på vores resort, og her var særdeles hyggeligt med en pragtfuld udsigt ud over havet. Drengene ville have american breakfast, fair nok. Nu havde jeg fået dem til at spise udelukkende thai mad de sidste 4-5 dage (meget til min glæde) men nu var det tid til lidt forandring. Der er jo heller ingen grund til at blive total "indfødt". Det var allerede slemt nok, at vi partout skulle spise hver gang vi så et madsted. Mit thailandske nick name: ”Haeng” (magre hyl) blev gjort noget så eftertrykkeligt til skamme på denne tur. Den søde dame i restauranten fortalte os, at nu var vejret egnet til at tage en ø-rundtur med snorkling med videre, om vi ville med? Vi ville så meget med. Jeg havde hidtil været lidt skuffet over de begrænsninger vejret havde lagt på vores aktiviteter hidtil. Og jeg havde været lidt nedtrykt over at jeg ikke havde kunne ”levere den ønskede vare” til mine drenge. Vi tøffede ud fra Pak Meng færgelejet sammen med en flok thailændere. Der var ingen udenlandske turister på denne årstid. Vejret var nu indledningsvis ikke alt for godt og vi sad og skuttede os lidt i vores redningsveste. Ja, der var godt nok sket nogle ting på disse kanter. Førhen ville en redningsvest havde været mere usandsynlig end at ”Rolf er ren”. Vi ankom til Koh Mook og Tham Morakot. Emerald Cave. Vi var lidt småkolde, men vi skulle dæleme ind igennem grotten. Jeg havde briefet junior omkring turen, så han var helt klar. Vi hoppede i baljen og det viste sig at temperaturen i vandet faktisk var bedre end oven vande. Vores guide havde fortalt os, at "nu tager i alle fat i den forudgående svømmer og svømmer ind i grotten i en lang kæde". Jeg havde nu planer om at svømme derind med mit ikke vandfaste videokamera, så jeg svømmede for mig selv. Det var set i bagspejlet måske ikke den klogeste beslutning. Dønninger stod ind i grotten, og min video blev mildest talt ikke særlig interessant og totalt rystet. Ikke mindst da guiden ikke havde medbragte en lommelygte, og da thailænderne hujede og skreg begejstret på hele svømmeturen. Det første jeg så, da jeg svømmede ud fra grotten og ud til den lille strand der ligger derinde i bjergmassivet var en stor monitor lizard, en varan der pilkede forskrækket væk efter vores ankomst. ”Det er totalt fedt, far!” sagde junior. Jeg kunne ikke være uenig, selvom jeg måske ville have brugt et andet sprogvalg. Stilheden herinde var øredøvende, hvis det ikke var for de thailandske turister. Vores guide kom hen og tallte med os. ”Har i været her før”? Spurgte han. Aner ikke hvorfra han fik dette indtryk, men det havde jeg så, da han var 3 år gammel. Han hævder at det var meget smukkere før. Det var det nu ikke. Ros skal gå til de lokale der har forstået at bevare dette unikke sted uden nogle spor af turisters færden. Vi svømmede retur i ”futtog” og skulle nu have et måltid om bord på skibet. Vi fik ananas, melon og 3 forskellige retter oven i hatten. Det var godt nok i orden. En af disse retter var Hår Mok, dampkogt fisk med sweet basil indhyllet i bananblade. Og jeg overhørte en af de thailandske turister spørge: ”Hvad er det”? ”Hår Mok” replicerede jeg nævenyttigt. Det negligerede hun fuldstændigt, hvad ved farang om nogenting? Jeg var dog glad for at få mulighed for at få en af mine yndlingsretter og tog mig for mig af retten, mens drengene holdt sig til deres kylling med ris. Vi sejlede videre til Koh Chueak, hvor vi skulle snorkle. Vejret havde nu ændret sig til det bedre. En høj sol skinnede, og der var ikke en vind. Ved Koh Chueaks lodrette klippevæg, hang der i tusinder af "flyvende hunde" store frugtspisende flagermus. De tilkendegav deres ubehag ved vores indtrængen med skingre skrig, mens de samtidig lettede sig for deres ..ahem. Nå, men vi hoppede i baljen blå, og der var nok at se på undervands. Masser af fisk og koraller. Der var dog dybt vand og en stærk strøm, og inden jeg så mig om var junior 2 ved at komme temmelig langt væk, sammen med størstedelen af de thailandske turister, hvis svømme-egenskaber lå under hundesvømme-stadiet. Jeg fik fat i junior 2, bragte ham tilbage til båden. Junior 1 behøvedes jeg heldigvis ikke at bekymre mig om i denne henseende. Han er en stor og stærk svømmer fra barnsben af. Dernæst måtte vi lette anker og hente de thailandske turister, der var helt og aldeles ubehjælpsomme i det våde element. De flød rundt som orange appelsiner i deres redningsveste. Videre gik det til nordøstkysten af Koh Ngai, hvor vi nu skulle ud at snorkle på lavt vand uden nogle understrømme. Der fik vi både set "Nemo" samt talrige andre fiskearter af "bolsjefamilien" Det blev dog en relativ kort forteelse, idet der i vandet var enten alger eller vandmænd af brandmænd-orienteringen der smertede temmelig meget på huden. Vi tøffede retur, og syntes vi havde haft en rigtig god tur. Damen fra vores resort som var med som guide havde ikke så god en tur. På trods af, at havet lå stille som kviksølv måtte hun ofre til Neptun et par gange. |
|
|
|
| Chase |
Lagt på d. 26/03-2013 01:34
|
 Øvet medlem Antal indlæg: 116 |
Dejlig historie  Kan huske på en af vores Mc ture endte vi også nede ved Trang og boede ved det færgeleje, i en dejlig lidt speciel Hytte tror det hed Fisherman Guesthouse, nå men en aften blev vi fik vi selfølgelig at vide vi skulle tage over på Koh Mook , hvilket vi havde lidt svært ved da vi var på Mc tur med en Honda Shadow 1100 som vejer tæt på de 300 kg, det mente de ikke var noget problem, den vil de løfte ned i nogen tove på en Longtail båd eller kunne vi jo bare køre ud i vandet , og så kunne de løfte den op ahhhhh vel, de havde sku godt nok mange ider, for at tjene nogen Bath, der blev tegnet og fortalt i lang lang tid Til sidst fandt de så ud af at min Mc evtl kunne blive på fastlandet, og der gik ikke lang tid før den stod i et køkken under lås og slå, og vi ankom på Koh Mook Så er det lige jeg spørger, hvor fanen skulle jeg havde kørt på Mcen derover, der var jo kun en bette sti De skide Thaier haha , tror sku jeg var blevet en smule til grin derover |
|
|
|
| rinpoche |
Lagt på d. 26/03-2013 13:31
|
|
Ekspert medlem Antal indlæg: 5069 |
|
|
|
|
| bitten |
Lagt på d. 26/03-2013 15:01
|
|
Lidt øvet medlem Antal indlæg: 58 |
Hej Rin ! Igen er skøn beretning , tak for den, jeg ser jeres " futtog " for mig . glæder mig til en videre beretning. |
|
|
|
| sank |
Lagt på d. 26/03-2013 15:21
|
|
Erfarent medlem Antal indlæg: 1131 |
 Den er god  |
|
|
|
| rinpoche |
Lagt på d. 26/03-2013 17:54
|
|
Ekspert medlem Antal indlæg: 5069 |
Bonne? Oprindeligt var planen at vi skulle videre den følgende dag. Men vi havde dagen forinden bragt vores vasketøj til en lokal dame. Og på grund af vejrliget ville det tage 2 dage at få det tørt. Der var ikke noget der hed tørretumbler her. En ekstra dags ophold kunne vi sagtens leve med. Som sagt er Trang en pragtfuld provins, faktisk mit første valg hvis jeg en dag skulle få mulighed for at nyde mit otium i Thailand. Vi havde ikke set en eneste udenlandsk turist under vores ophold her (de var givetvis mere velinformeret om vejrliget end vi var) , folk var venlige og imødekommende uden at tage synderlig interesse i at vi var turister. Det kan jeg faktisk godt lide, andre steder i Thailand har jeg oplevet hvorledes især unger stimler sammen for at glo på "kamelen". Mine drenge var ved at blive lidt trætte af til stadighed at blive spurgt: "Phuut thai dai mai"? (Kan i tale thai?) Og spurgte: "Hvad svarer vi dertil, far"? "Phuut thai mai dai løøi khrap" (Det kan vi slet ikke) Børn fanger det korrekte tonefald lynhurtigt og deres udtale sad lige i skabet. Og de lokale misforstod og troede at de talte godt thai, og at de bare tog gas på dem. Hvilket resulterede i en syndflod af nysgerrig "maskingevær thai" hvor drengene blot måtte holde hænderne afværgrende op og ryste på hovedet. "Hmm, fremover svarer i blot: NO. til dette spørgsmål" Det viste sig at være mere effektivt. Vores nyindkøbte shorts og badebukser - som vi fik meget, meget billigt - viste sig at være indkøbt FOR billigt. Jeg fik hul i min lomme på den første dag jeg havde mine shorts på, og junior 1 sprækkede sine badebukser på anden dagen. Ak ja, man kan som sagt også handle FOR billigt. Vi var lidt i en standby situation som følge af den "dramatiske" omstændighed omkring vores vasketøj. Men der skulle dog ske lidt, så vi tog retur til vandfaldet. Ahh, life is good. Der er intet som at bade i ferskvand. Vi tordnede rundt i bølgen brun til den helt store guldmedalje, mens vi nød de frodige omgivelser. Noget vi til gengæld ikke nød, var da en lille tyk thailænder indfandt sig der, tog ALT tøjet af og tvættede sig der i noget der lignede en halv times tid. Jeg tror ikke han var helt i vater. Da der ikke skete noget som helst denne dag, vil jeg gerne fortælle om vores første besøg her, da jeg mødte en sand karakter. Det var temmelig surreal. Jeg stod op i den årle morgen og begav mig hen til restauranten for at få min morgenkaffe. Dengang var priserne her bedre prissat. Og hvad skuede mit øje? En japaner i fuld feltmæssig Khaki uniform, med sygekassebriller og tilmed ekviperet med en tropehjelm?? I shit you not. Det var sgu lige før jeg spurgte: "Dr. Livingstone I presume?" En total anakroisme. Men det er som altid dumt at skue hunden på hårene. Tomoko var ikke hvem som helst. Han havde en doktorgrad og var en videnskabsmand og talte fremragende engelsk. Han var en forsker der skulle kortlægge dygong-bestanden i Trang-området. Dertil brugte han og hans assistenter microlight fly. De havde foreløbigt registret mindst 70 dygonger i området, og det glædede mig. Jeg havde desværre aldrig set en dygong i området udover Pak Mengs vartegn bestående af 3 dygonger støbt i bronze lige ned til stranden. Jeg var begejstret for at høre omkring hans forskning og stillede ham mange spørgsmål, som han udtømmende besvarede. Er der noget federe at høre, end på folk der ved hvad de taler om? Han spurgte ind til min uddannelse og baggrund. Der havde jeg godt nok ikke særlig meget at prale af i sammenligning med Tomoko. Det viste sig, at han som en del af sin uddannelse havde opholdt sig i en årrække, af alle steder - på universitet i Frankfurt og dermed talte udmærket tysk. Og der stod jeg, en dansker i Trang, Thailand og kunne tale tysk med en japaner, det syntes jeg var lidt ud over det sædvanlige. PS. Jeg vil blot tilføje dette, jeg er ikke en sproglig begavelse, kan blot lidt af dette og hint. Ikke som Tomoko. Og vil ikke foregive at være klog på sprog. Hvis det lyder således, så undskylder jeg. mvh |
|
|
|
Side 1 af 2: 12
| Spring til debat: |
